Der var en gang tre drenge, Emil, Carl og Lasse. Lasse var ældst, så kom Carl og den yngste var lille Emil. Brødrene blev uvenner med deres forældre, for de måtte aldrig noget. De besluttede sig for at stikke af hjemmefra.
De kommer ud til den store skov, drengene er så småt begyndt at blive trætte, især lille Emil. Derfor begynde drengene at blive uvenner, Carl er så sulten og har ondt i benene "Jeg orker ikke gå mere Lasse! Kan vi ikke holde bare en lille pause? Råber Carl efter Lasse, Lasse vender sig om med et stort suk, himler med øjnene og går med til at holde en KORT pause. Lasse ender ud i at måtte bære rundt på lille Emil, men alligevel er det Carl der bliver ved med at plage efter pauser. Lasse gider ikke holde flere pauser, det er begyndt at blive lidt mørkt, så derfor vil Lasse gerne finde et godt sted de kan overnatte. Men Carl gider ikke mere, han stoppe op og råber: "LASSE! Nu gider jeg simpelthen ikke mere, jeg er træt og jeg er sulten!" Han tramper i jorden og vifter med armene. "Fint! Du kan holde pause, men Emil og jeg vi går altså videre." Råber Lasse tilbage og vender ryggen til ham, mens han går videre. Carl sætter sig ned på en træstub med armene krydset, imens han surmuler og mumler "dumme Lasse.. Du er ligesom mor og far".
Carl sidder på stenen, han er begyndt at fryse og han begynder at græde: "Lasse? ... Emil?" råber Carl forsigtigt, "brrr..brrr", "Hv... hvad er det?" Carl kigger rundt, han begynder at følge den retning Lasse og Emil gik. Han begynder at små løbe, lydende bliver højere "Brrr! BRR!", Carl begynder at skrige, han løber hurtigere. Pludselig hopper der en bjørn ud foran ham, Carl falder på numsen og skriger. "Stoooop! Hjælp! LASSE!", "Hov, vent lige lille ven" mumler bjørnen pludselig, Carl får store øjne og ved slet ikke hvad han skal sige, han rejse sig op og løbe den anden vej, men bjørnen står pludselig foran ham igen: "Øh, stop nu lige med at løbe sådan, jeg er så træt ..." siger bjørnen, Carl stopper, "Hv...Hvor...Hvordan kan du snakke? Hv.. Hvad vil du?", "Jeg er så træt, så træt, men min hule ... Den øhm .. " bjørnen bliver genert, "Hvad er der med din hule?" spørger Carl forsigtigt, "jamen, der er noget derinde... Noget som jeg virkelig er bange for! Men hvorfor er du egentlig alene herude?" Carl sukker ...:"Jeg er blevet væk fra mine brødre, vi er løbet væk hjemmefra og nu er de løbet væk fra mig..."Carls begynder næsten at græde igen ... "Hmm, hey! Måske vi kan lave en aftale? Jeg kender skoven ind og ud, så hvis nu jeg hjælper til med at finde dine brødre, så hjælper du mig med at få min hule tilbage, ok?" Bjørnen smiler, "Øhm øhm, ja... okay vi kan da godt prøve" svarer Carl.
Bjørnen og Carl bevæger sig hen mod hulen. Carl kan næsten ikke holde til at gå mere, så han får lov til at sidde på ryggen af bjørnen. "Her er min hule så" Bjørnen peger hen mod en stor grotte agtig ligende ting, "Øhm, men hvad er det der er inde i hulen?" spørger Carl, han er meget nervøs for hvad der gemmer sig inde i hulen, for hvis en kæmpe bjørn er bange for det, hvordan skulle Carl så nogensinde klare det. Han bevæger sig langsomt hen mod grotten, "Jeg, jeg bliver bare lige her" Bjørnen rykker sig et godt stykke væk fra hulen. Da Carl kommer ind i hulen, hører han små pive lyde "Piiiiib...Piiiib", han opdager det er små mus der render rundt inde i hulen. Carl kan ikke andet end at grine og begynder at løfte de små mus ud. "Så er den klaret, det var jo bare mus?" griner Carl, "BARE mus?? De er SÅ ulækre og de gemmer sig i min pels når jeg sover...AD!" Bjørnen rystede helt.
Carl og bjørnen forsætter, men der opstår et problem ... Bjørnens mave begynder at rumle, "Wow, det lyder som tordenvejr!" siger Carl med store øjne, "Jeg er bare sulten... heeeeey" Bjørnen tænker for sig selv. "Øhm, inden vi når helt hen til dine brødre, sååå skal vi lige forbi et sted jeg kender, et sted fyldt med det flydende guld!" Bjørnen savler helt ved tanken. De går og går og går, Carl undrer sig over hvornår de mon finder Lasse og Emil. Der lyder en summen og Carl har nu fundet ud af hvad det er bjørnen er ude på, "Caaaaaarl, det var ikke sådan at du liiiige kunne kravle et smut op i træet og hente lidt honning? Jeg kan ikke finde dine brødre på tom mave" Bjørnens mave rumler og savlen løber ned af hagen på ham, "Fint, jeg skal nok prøve..." Carl kravler op i træet, han brækker en gren af og hamre løs på bikuben indtil den falder ned. "YES!" bjørnen guffer i sig og rumlen fra maven holder stille op.
"Vi er der næsten Carl, jeg kan dufte dem meget tydeligt nu!", Carl kigger rundt for at se om han kan spotte sine brødre, han kalder efter dem. "Lassse, Emil? Er i her? Hallooo", "Carl? Er det dig?" Lasse råber forsigtigt tilbage, han er helt udmattet efter at have løftet rundt på Emil. De ser hinanden, krammer hinanden og alt fra tidligere er glemt. "Carl! Nøøj, hvor er det godt at se dig! Jeg kan ikke finde hjem ... Emil savner mor og far, og ... Det gør jeg faktisk også...", "Jeg savner dem også, skal vi ikke bare tage hjem?". Carl takker bjørnen for hjælpen, og det samme gør bjørnen til Carl. "Jamen Carl, hvordan finder vi hjem?", "Det kan jeg sagtens! Stol på mig, vi skal denne vej!" Carl smiler og peger mod den retning de skal. Carl genkender træet med honning, så kommer bjørnens grotte og hvor han mødte bjørnen. "SE, SE!" Emil råber og peger hen mod byen, "JA! Vi er hjemme! Carl du gjorde det!" råber Lasse og krammer sine lillebrødre.
Drengene kommer hjem og har fremover fået lov til meget mere end de plejer. De løb aldrig hjemmefra mere og levede lykkeligt med deres forældre.
Kommentarer
Send en kommentar